Salme. Chapter 12

1 (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
2 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
3 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
4 dem, som siger: 'Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?'
5 'For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op', siger HERREN, 'jeg frelser den, som man blæser ad.'
6 HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
7 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
8 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
1 (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
2 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
3 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
4 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
5 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
6 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
7 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
8 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
9 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
10 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
11 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
12 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
13 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
14 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
15 Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
16 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
17 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
18 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
19 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
20 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
21 at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
22 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
23 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
24 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
25 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
26 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
27 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
28 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.