Salme. Chapter 17

1 (En bøn af David.) HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
2 Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6 Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
7 Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
11 De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
12 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
14 fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.
1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
2 Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
6 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
13 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
24 blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
28 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!